onsdag den 19. januar 2011

Perilla – meget mere end en krydderurt.



Perilla er en helt ny plante i min haven, som jeg ikke har hørt noget om, eller set før foråret 2010. Den blev købt på et plantemarked på grund af dens bladfarve – rødbrun/mørkebrun. Jeg har læst mig til at den også findes i helt grøn farve.


Jeg plantede den i krydderurtebedet, for jeg fik at vide at det er en krydderurt. Hele sommeren igennem gik jeg og lurede på planten, som blev størrer og størrer. Jeg spærrede øjnene op en ekstra gang, for hvor var den bare pragtfuld. Bladene er lidt frynsede og farvespillet er intet mindre end fantastisk. Bladene får en farve blanding af brun, sort, lilla og grønlige nuancer. Jeg tror egentlig jeg vil kalde den for en synsmæssig oplevelse som er svær at beskrive med ord! Det er simpelthen en plante man skal opleve med egne øjne.

Den skulle kunne spises. Jeg har nippet lidt til bladene, men ved ikke lige hvad jeg syntes om smagen, eller hvordan jeg skal bruge den i maden? Jeg vil æde min game hat på at den bruges flittigt i det Japanske køkken! Jeg ved det ikke med sikkerhed, det er bare en fornemmelse jeg har.


Mine øjne ser intet mindre end en smuk plante som giver en masse muligheder i sammensætning af spændende blade og farvekombinationer i bedene med Perilla, for ikke at tale om mulighederne i buketter.

Jeg spejder efter blomster på planten, for at se om ikke det skulle være muligt for mig at tage frø. Den får de fineste små lyselilla læbeblomster , men desværre så sent ud i efteråret, at frøene ikke når at modne inden det kolde vejr sætter ind. Jeg tror selv på at, det er på grund af det kolde og sene forår vi havde i 2010. Et lidt varmere forår og en knap så tør sommer ville måske have betydet tidligere blomstring og mulighed for frøsamling. Det vil vise sig, hvis vejret arter sig dette år - 2011, og den ikke er afgået ved døden. I det tilfælde håber jeg det lykkes mig at få fat i planten igen – eller i sidste ende købe nogle frø.


Tilfældigvis opdagede jeg at de stængler jeg har sat i en vase, har sat rødder, så det er jo muligt at stiklingeformere den. Så ved jeg så meget! Planten er gravet op, sat i en potte, klippet tilbage og sat i drivhus, da den er frost følsom. Jeg har dog min tvivl om at den overlever i den vinter vi har været igennem, med minus grader helt ned på 17, selv om den er i drivhus og står beskyttet.

YSusanne Irming

tirsdag den 18. januar 2011

Jeg – en have narkoman

(Du er velkommen til at låne mine billeder, men bruger du dem til andet end til privat brug, vil jeg blive glad hvis du kontakter mig først)

Jeg falder pladask for planter med anderledes løv og specielt de mørke farver. Det er ikke fordi jeg har mørke tanker eller har hang til mystik, er optaget af de mørke sider i mig selv, eller hvad en hjernevrider nu kunne få ud af dette. De fanger mit blik, fordi de skiller sig ud fra mængden i alt det grønne. De mørke planter giver liv,kontrast og mangfoldighed. De gør simpelthen min have oplevelse endnu mere spændende end den allerede er.


At ’man ikke kan se skoven for bare træer’ er en meget stor sandhed, for går jeg ude i naturen i alt det grønne, er der altid en anderledes farve, en blomst eller noget helt tredje der fanger min opmærksomheden. Det grønne fylder måske mine sanser og jeg bliver opløftet, glad og opstemt, men efter et stykke tid ser jeg ikke det grønne for bare grønt! Blikket søger automatisk efter noget der skiller sig ud, noget der kan fange og stimulere mine sanser.


Det er den naturlige forklaring på at jeg er begyndt at blive optaget af planter med kontraster, enten i farver eller bladformer. Når man som mig har beskæftiget sig med haver og planter over en længere periode, bliver behovet for sanselige oplevelser i haven størrer og størrer – og jeg indrømmer at jeg begynder at agerer selvstimulerende. Jeg er blevet total afhængig af have oplevelser, og er på evig jagt efter noget der skiller sig ud.
Jeg syntes lige jeg ville fortælle dette, da jeg  gerne vil dele min begejstring for en spændende plante med mørkt løv.

Det er japansk persille – Mitsuba eller Cryptotaenia japonica som den hedder på latinsk.



Jeg traver rundt på plantemarkeder med blikket fejende hen over diverse boder, indtil jeg bliver fanget af denne - på det tidspunkt, lille mørke plante, som jeg ikke har kenskab til, eller set før. Ned i posen, og hjem og plante den – så får jeg se hvad det er for en en gevækst.


I første omgang ved sælger ikke hvad planten hedder, eller om det er en busk, en staude eller noget spiseligt, så det ved jeg heller ikke. Jeg finder senere ud af at, det er en krydderurt, men det er ikke det der i første omgang holder min opmærksomhed fanget, igen er det bladfarven som bliver mørkere og mørker i takt med at solen bliver stærkere og varmegraderne stiger. Den vokser sig kæmpe stor, får meget fine små rosafarvede blomster. Den sætter masser af frø i det tidlige efterår. Jeg smager på bladene, som smager hen af selleri og  ved jeg ikke lige om det er min smag, eller hvordan jeg skal bruge den. Ligesom Perilla er det en krydderurt/grøntsag som er meget brugt i det asiatiske køkken. Både blade, stængler og frø kan spises.


Den skulle være vinterhårdfør, men ikke i min have – og måske heller ikke i Danmark med de lave temperature vi har. Men det er ikke noget problem, da den sår sig selv, eller man kan tage frø af den og selv så den igen og igen. I mit krydderurtebed SKAL den være, uanset om jeg spiser den eller ej. Den er bare så flot imellem alt det grønne, og den form for stimuli gør mig høj – på den fede måde J



YSusanne Irming